v/ Asbjørn Søndergaard
Der består en tæt sammenhæng mellem byggede værker og den byggeteknologi de er skabt med. For de bedste eksemplers vedkommende forholder det sig sådan at man ikke kan tænke den arkitektoniske vision uden samtidig at tænke den teknik der har frembragt den. Før industrialiseringen var det håndværksmæssige metoder som satte rammerne for de arkitektoniske processer.
I dag, ved begyndelsen af den 3. industrielle revolution, som er fællesbetegnelsen for en række tendenser i digitaliseringen af fremstillingsprocesser, står de nye arkitektoniske muligheder i computerens tegn.
Asbjørn Søndergaard vil gennem eksempler fra sin forskning pege på perspektiver for hvordan arkitektens kreative muligheder kan skærpes gennem avanceret konstruktionsberegning og arkitektonisk robotfabrikation.
Tilmeldingsfrist: Ingen tilmelding
Tidspunkt: kl. 19.30.
Pris 85 / 65
Arr. nr. 2019–108
Asbjørn Søndergaard. *1982. Uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus. Forsker til daglig som ph.d.-stipendiat ved Arkitektskolen i computergenereret design og produktion af optimerede betonkonstruktioner. Grundlagde i 2012 Odico Form Work Robotics, børsnoteret 2018, en teknologivirksomhed baseret i Odense, som producerer robotfremstillede støbeforme til beton- og byggeindustrien.