Generalforsamling og mini-stævne i Antroposofisk Selskab Danmark
Lørdag d. 17. og søndag d. 18. maj 2025 på Audonicon. (Grønnedalsvej 16, 8660 Skanderborg).
På det lille stævne som omkranser generalforsamlingen, vil vi i år markere 100-året for Rudolf Steiners død. R. Steiner gav mange fornyende impulser, som udviklede sig meget frugtbart. Men han gav også vigtige impulser, som ikke fik de rette betingelser. Er betingelserne anderledes i dag? Kan vi se ting, som man ikke kunne se for 100 år siden? Både verden, antroposofien og R. Steiner, har udviklet sig videre.
Verden rystes igen af store omvæltninger, og Antroposofisk Selskab prøver at gentænke sig selv – Er der særlige muligheder for besindelse og fornyelse her 100 år efter Rudolf Steiners død?
Vi vil bearbejde spørgsmålene gennem to foredrag (af Kirsten Larsen og Niels Henrik Nielsen). De tjener som oplæg til samtale.
Og så glæder vi os til den kunstneriske forestilling lørdag aften.
Program lørdag
13.00-13.50: ”30. marts 1925. Hvad ville Rudolf Steiner? – om Rudolf Steiner og menneskene”. Foredrag ved Kirsten Larsen
14.00 – 18.00: Generalforsamling i Antroposofisk Selskab Danmark. (Kun for medlemmer af Antroposofisk Selskab).
Musikalsk indledning
• Valg af dirigent
• Beretning om selskabets virksomhed
• Aflæggelse af reviderede regnskaber
• Behandling af indkomne forslag
• Valg af revisorer og bekræftelse af bestyrelsesmedlemmer
• Spørgsmål og samtale om medlemmers anliggender
• Eventuelt
Der vil være korte pauser undervejs og kaffe kl. ca. 15.30
Husk medlemskort.
Har man forslag til behandling på generalforsamlingen, skal disse meddeles bestyrelsen senest d. 2.5 2025.
Sendes til: sekretariat@antroposofi.dk eller per brev til: Antroposofisk Selskabs Sekretariat, Voldbyvej 38,
8464 Galten. Efter fristen vil indkomne forslag kunne rekvireres ved henvendelse til sekretariatet.
18.00 – 19.00: Aftensmad (Fyldig suppe med salat og brød).
19.00: Forestilling med eurytmi og musik. Entré 100 kr. ved indgangen. (Kontant el. MobilePay).
Program søndag
9.00 – 9.50: ”Den der sår vind, høster storm – om Rudolf Steiner” Foredrag ved Niels Henrik Nielsen
10.00 – 10.30: Kort oplæg og samtale to og to
10.30 – 11.00: Kaffepause
11.00 – 12.00: Samtale i plenum: Antroposofisk Selskabs fremtid – i lyset af R. Steiners udsagn (se de to citater nedenfor)
12.00 – 12.15: Musikalsk afslutning.
Praktisk information:
Aftensmåltid lørdag + kaffe/brød søndag koster 160,- kr. Tilmelding til mad og kaffe nødvendig.
Maden betales på forhånd på konto: 8401 1001207. Husk navn og skriv: Mad/stævne.
Ønsker man at bidrage yderligere til dækning af stævnets udgifter, kan man indbetale et frivilligt beløb på samme konto.
Tilmelding: Tilmelding senest d.2.maj! Sendes til sekretariat@antroposofi.dk eller tlf. 86276060 torsdage kl.10-12. Kan også sendes per post til: Antroposofisk Selskabs sekretariat. Voldbyvej 38, 8464 Galten.
Overnatning: Der er enkelte overnatningsmuligheder på Audonicon. Kan bookes på kontor@audonicon.dk
Deltagerne sørger selv for overnatning. Der er mange muligheder i Skanderborg og omegn.
Tak til Audonicon, for velvilligt at stille lokaler til rådighed, og tak til medlemmer af Merkur-gruppen, for at være behjælpelige med det praktiske.
Bestyrelsen for Antroposofisk Selskab Danmark
I forbindelse med generalforsamlingen vil der finde et seminaristisk arbejde sted, med afsæt i Rudolf Steiners “Breve til medlemmerne 1924”. For nærmere oplysninger om tider, kontakt Kirsten Larsen, tlf. 30 55 79 07.
—————————————————————————————————————-
To citater af Rudolf Steiner:
”Når der formes (se oversætterens note nederst) selskaber, så skulle de egentlig, i overensstemmelse med den femte efteratlantiske kulturperiode, formes sådan, at de mennesker der mødes i disse selskaber, er hovedsagen, og at der ud af disse positive menneskers gensidige omgang med hinanden, giver sig det, som der nu engang kan give sig.
Hvis man tager det alvorligt, vil der give sig ret individuelle ting. Hvad gør man sædvanligvis i dag? Man begynder med at opstille statutter. Det kan sikkert være smukt, er måske også nødvendigt, fordi de ydre forhold forlanger statutter. Men man skal netop på vores område være klar over, at al tale om programmer og statutter kun er en koncession til verden, og at det, som det handler om, må være det individuelle samliv, som giver sig ud af det positive menneske – at det er den gensidige forståelse, som det kommer an på.”
(GA 68 10.8.16)
”Man kan ikke grundlægge noget for evigheden. Vi vil allerede efter nogen tid være stillet overfor nødvendigheden af, at skulle give det, som er antroposofisk organisme, nye klæder. Men denne skæbne har man jo også som menneske: Man kan ikke altid have det samme tøj på. Og enhver organisation er jo i sidste ende et klæde for det, som lever. – Hvorfor skulle man netop i en social, organisk organisation, ville arbejde for evigheden! Det som vil leve, må forvandle sig, og egentlig er det kun det som forvandler sig, der er levende. Derfor må vi netop for det, som på den mest eminente måde vil være levende, for den antroposofiske bevægelse, have en organisation, som netop også lever. Naturligvis kan vi ikke beskæftige os med en reorganisation hver dag, men efter et par år vil det allerede være nødvendigt………
(GA 257 2.3.1923)
(provisorisk oversættelse af nhn)
NOTE: På tysk er verbet ”auftreten”. Da det lyder mærkeligt at sige ”optræder” i denne sammenhæng, har jeg valgt ”formes”. I øvrigt er det tekster, som er vanskelige at oversætte til mundret dansk, hvis ikke meningen skal fordrejes.