KUNSTBETRAGTNING
MARK ROTHKO’S BILLEDUNIVERS
FOREDRAG & DIALOG OM DEN AMERIKANSKE, ABSTRAKTE EKSPRESSIONIST MARK ROTHKO OG HANS ARBEJDE MED FARVEKLANGE.
NJORD Festival 2021 står hele aftenen den 3/9 i den amerikanske New Yorker skoles tegn. Her møder vi bl.a. maleren Mark Rothko og komponisten Morton Feldman. Inden vi åbner dørene for årets åbningskoncert i Holmens Kirke, hvor komponisten Ivar Frounberg – der er elev af Morton Feldman – indleder aftenen med at fortælle om den musikalske del af New Yorker-skolen, er der en enestående mulighed for at få en gratis introduktion til Mark Rothko på Nordatlantens Brygge.
Ove Frankel fortæller: ”Da Mark Rothko møjsommeligt kæmpede sig frem til sine nu anerkendte store farveflade-malerier havde ingen kunnet forestille sig, at de ville inspirere til så megen musik. Rothkos værker har ikke noget motiv. De er bare det, de er. Og det er ikke så lidt.”
Rothkos sene kunstværker er udelukkende deres egen form og farve. Det tog Rothko lang tid at frigøre sig helt fra motivet. Og at undgå, at der pludselig dukker motiver op i farven.
”De statiske, store lærreder har en indbygget rytme for den aktive iagttager. De udfolder sig i tid: de skaber rumoplevelser, der er svimlende dynamiske. Der opstår klange, der bliver skabt af farverne, som forvandler sig for øjnene af betragteren. Eller er det betragterens øjne, der forvandler farverne”.
Varmt velkommen til kunstbertragtning! |