Foredrag, oplæsning og samtaleøvelser ved Paul Klarskov og Henrik Sørensen
Goethe brugte 60 år af sit liv på at diskutere, skrive og omskrive forskellige udgaver af sit skuespil Faust. Første del blev udgivet i hans levetid, men nær sin død i 1832 valgte han at forsegle det samlede værk. Han mente endnu ikke tiden var moden til at forstå dets hudløse fremstilling det moderne menneskes muligheder og afgrunde.
Rudolf Steiner beskæftigede sig løbende med Faust i sin egen kreative udfoldelse af antroposofien. Det var f.eks. i forlængelse af et intensivt studie af dramaet, at Steiner for første gang begynde at tale om ondskabens dobbelthed. Også skildringen af sjælens forvandling i natur- og kulturprocesser fra anden del af Faust, har været skelsættende for Steiners egen forståelse af åndelig udvikling i den moderne verden.
Sammen med Marie Steiner skabte Rudolf Steiner rammerne for en lang række fremførelser af centrale dele af værket. De blev understøttet af ny scenografi, belysning og kostumer kombineret med talekor og eurytmi som en synlig og klangligt bevægende sprogarkitektur. Der findes i dag optegnelser fra det kreative parløb mellem de to pionerers skabende omgang med næsten hver eneste scene i stykket. For Marie Steiner blev det en central bestræbelse at skabe et nyt niveau for en samlet opførelse af hele værket over flere dage.
Paul Klarskov har spillet Faust og Mephisto ved Goetheanum-scenen fra 1986 til 2004. Han vil oplæse dele af stykket, som deltagerne bagefter får mulighed for at forholde sig til gennem samtaleøvelser. Paul fortæller desuden om sin oplevelse af at leve med værkets centrale temaer gennem kreative processer.
Henrik Sørensen har for mange år siden skrevet et idehistorisk speciale om Goethes Faust. Han vil give et kort indblik i, hvordan Rudolf og Marie Steiner havde værket som et stadigt tilbagevendende samtaleemne i udviklingen af antroposofien som en spirituel og kulturel impuls.
Man behøver ikke at kende til Faust for at kunne deltage.
Onsdag den 3. maj kl. 19.30-22.00
Entré 60 / 80 / 100 kr. efter eget valg